Efterår igen, året nærmer sig sin afslutning og endnu engang skal vi igennem denne
årstid.
Rigtigt mange mennesker mener at det er en ren plage at komme igennem efteråret,
men jeg tror at det er mest fordi de ikke har opdaget skønheden i det.
Ja, naturligvis regner det om efteråret, det er også jævnligt tåget, og så er der jo
den tiltagene kulde, den vedvarene fugt allevegne, for slet ikke at forglemme de dunkle
dage hvor det er mørkt når man tager på arbejde, ikke rigtigt lyst hele dagen, og
mørkt igen når man tager hjem.
Så er det at mange mennesker bliver sortseende og
triste, jeg mener at det er der råd for, for de trænger bare til at blive hevet en tur
med ud en rigtig efterårsdag og så mærke kraften der er derude, suge lidt af den til
sig og så huske den, de dage hvor der ikke rigtigt er tid til at være derude.

Hvad er så en rigtig efterårsdag,
spørger du måske? Ja ser du, det er nemlig en af de dejlige ting ved efteråret, ikke to
dage ligner hinanden hvis man kigger og mærker efter. Nogen dage er fugtige, andre våde,
nogen er milde, andre bitterligt kolde, nogen er klare, andre er tågede så man ikke kan
se sin hånd for sig, nogen er mørke, andre er så klare som en vinterdag i 20 graders
frost. Ikke ligesom om sommeren hvor den ene, ulideligt varme dag efter den anden snegler
sig forbi, og hvor vi sidder i skyggen og stønner over at vi ikke orker at gøre alt det
vi egentlig gerne ville.
Alle disse varierende dage kan give
gode oplevelser hvis bare man er villig til at få øje på det, en mild dag kan bruges i
haven, eller man kan bare nyde det flotte lys det giver. En tåget dag er god til
historier og dagdrømmeri, hvad kan sådan en tåge ikke afføde af historier? De våde
dage hvor alt står under vand kan bruges sammen med ungerne i vandpytterne, de elsker
det, eller også kan man sidde og hygge under dynerne hele dagen.
De kolde klare dage er, ligesom de milde, suveræne til en tur i skoven hvor farverne er
fantastiske og man ser dyr og planter forberede sig til den tilstundende vinter.
Efteråret er også den tid hvor de indendørs ting, som man måske har forsømt lidt
igennem sommeren, bliver taget op igen, man sysler for eksempel med hobbytingene igen.

Noget af det bedste jeg ved om efteråret, er at være ude i naturen en hel dag,
bare være der, føle kraften i naturens gang, livets cyklus, skov eller strand er
ligemeget, kigge på det liv der udfolder sig, høre mus pusle i løvet for at finde
forråd til vinteren, høre vinden suse i de næsten nøgne trækroner eller se den
trække i bølgerne på havet, mærke den allestedsnærværende kølighed der varsler den
forestående kulde hvor næsten alt går i dvale, kigge på de mange
flotte farver blade og træer får, se store fugleflokke samles for at drage mod syd,
mens andre bliver her og kan ses pile frem og tilbage i hegn og krat.


Man behøver ikke at opsøge disse oplevelser, hvis bare man er en lille smule
opmærksom, så kommer de helt af sig selv, f.eks. hvis man er ude at køre og kommer
forbi en nypløjet mark, så fyldes bilen hurtigt med duften af frisk muldjord, træerne
finder vi også de fleste steder og deres flotte farver skal man bare få øje på, så er
humøret hurtigt tilbage.

Så hvis man bare prøver en lille smule, er belønningen, i mine øjne,
kæmpestor.
Min opfordring til jer alle sammen er, at i bør ikke se på efteråret som noget
trist der bare skal overstås, men derimod grib chancen og brug årstiden til noget
positivt, der er så meget at tage af, og den kommer kun én gang om året.

|